Ordene ’børn’ og ’unge’ kombineres så ofte, at de næsten har karakter af idiomatisk udtryk. Men hvilke forskelle i brugen af ordene kan der identificeres? I denne artikel undersøges italesættelser af børn og unge: Hvordan italesættes børn, og hvordan italesættes unge, og hvilke forskelle kan identificeres, når børn og unge italesættes? Teoretisk tager undersøgelsen afsæt i en Foucault-inspireret diskursanalyse, mens den metodisk er tilrettelagt som en multipel case-undersøgelse. I artiklen gives der eksempler på, hvordan børn typisk omtales i positive overskuds-vendinger som uskyldige, fantasifulde, livsglade, spontane, kreative og kompetente (surplus-diskurs), mens unge typisk omtales i negative underskuds-vendinger som uansvarlige, rodløse, voldelige, utilpassede, hedonistiske og utilregnelige (deficit-diskurs). Inden artiklen afsluttes med at konkludere, at den slags diskurser langt fra er så uskyldige, som de umiddelbart tager sig ud, diskuteres nogle af de begrænsninger, som disse konklusioner skal ses i lyset af.