De fleste danskere hylder forestillingen om en livlig offentlig debat. Vi er stolte af vores grundlovssikrede ytringsfrihed og mener, at demokratiet er den bedste styreform, bl.a. fordi den tillader forskellige synspunkter at komme frem. Alligevel kan det blive for meget. Der er grænser. Og selvom der skal meget til, før en udtalelse er strafbar, betyder det ikke, at den offentlige debat i øvrigt foregår fuldstændig frit.
I dette kapitel ser jeg på to udtalelser, der fremkaldte voldsom kritik, fordi de faldt uden for andre debattørers opfattelse af, hvad der er passende. I begge tilfælde opstod der hurtigt en debat med alvorlige anklager mod de åbenmundede. Mediestorme rasede en uges tid for derefter at løje af. Men selvom det hverken blev til politianmeldelser eller formelle sanktioner, illustrerer de to eksempler dilemmaet mellem princippet om, at en livlig offentlig debat er vigtig for demokratiets trivsel på den ene side, og på den anden side hensynet til den udbredte opfattelse at offentlig debat skal foregå på en ’ordentlig’ måde, og at man som debattør skal kende sin besøgelsestid. Kapitlets formål er altså at fremhæve de modsatrettede krav, der ligger i spændingsfeltet mellem hensynet til det passende og princippet om, at det er sundt, når der en gang imellem ”ruskes op” i diskussionen. Denne afvejning mellem at sikre, at ens budskab har de bedste betingelser for, at modtagerne lytter til det og omvendt at levere partsindlæg, der egner sig til at fremkalde reaktioner, er en balancegang, som offentlige debattører hele tiden må foretage. Den bringer dem sjældent i direkte juridisk konflikt med ytringsfriheden, men er relevant i en bog om ytringsfrihed, fordi den er karakteristisk for størstedelen af, hvad der siges i det offentlige rum.