At introducere en taler er en så konventionel retorisk opgave inden for den epideiktiske genre, at den er tilbøjelig til at blive overset både i retorisk teori og kritik. Netop den høje grad af konventionalisering gør imidlertid, at formatet ofte udfordres i retorisk praksis på måder, der fortjener kritisk opmærksomhed. Med særligt fokus på humor og fremførelse undersøges det, hvordan introducerende værter og introducerede retorer forhandler og fordeler ethos i relation til deres publikum, når de henholdsvis giver og tager ordet. Et ældre og to mere aktuelle eksempler analyseres: Biskop Lovis Henry Ford, der som vært for præsident Bill Clinton i Memphis Church of God in Christ, USA, i november 1993 lægger kimene til en særligt kraftfuld tale; dernæst danske Radio24syvs kanalchefer Michael Bertelsen og Mads Brügger, der agerer ubehjælpsomme værter for viljestærke medarbejdere i en prisbelønnet reklamekampagne; og endelig komikeren Ricky Gervais, der som vært ved uddeling af Golden Globe-filmpriserne bryder eklatant med sin værtsrolle ved at ekskludere de talere, han introducerer, frem for at byde dem velkommen. Tilsammen illustrerer analyserne introduktioners store retoriske potentiale som anledning til retorisk manøvrering i Kendall Philllips’ forstand; det tilsyneladende så trivielle ritual kan tjene til midlertidigt at destabilisere en talesituation og åbne op for refleksion og forhandling af et fællesskabs selvforståelse.