Gennem et formanalytisk og kapitalteoretisk sociologisk greb, udfolder artiklen på hvilken måde progressiv pædagogik i dag – med et bestemt fokus på ’arbejdsaktivitet’ – adskiller sig fra, og samtidig indoptager elementer fra, tidligere former for progressiv pædagogik og de arbejdslogikker, der var knyttet hertil. På den måde vises det, hvordan de kulturelle former og den kulturelle kritik med fokus på øgede muligheder for individuel udfoldelse, der var toneangivende omkring 1970, i dag er blevet en naturlig del af en økonomisk udviklingslogik, der regner med individets ’frie’ udfoldelse. Artiklen viser desuden hvordan elever manøvrerer i dette felt af arbejdslogik mens skolen værdisætter elevernes forskellige tilgange til ’arbejde’. Her er det bemærkelsesværdigt, at de tilgange til arbejde, der involverer faktisk saglig vidensproduktion, ikke tilkendes høj værdi, mens tilgange der involverer symbolsk produktion, f.eks. tro og vilje i fht. arbejdets værdi, udvikling og planlægning, opskrives betydeligt. Artiklen afsluttes med en diskussion af hvordan det kan være, at fænomener som ’planlægning’ og ’udvikling’ i den grad forekommer at være naturnødvendige menneskelige træk, der skal fremmes gennem skolens progressive pædagogikformer? Hvordan kan det være at det trods alt giver mening at involvere sig i ’udvikling’ og ’planlægning’ – hvis det giver mening?