Artiklen omhandler de børn, som blev opfattet som "skolens yderste halespids", og de særlige problemforståelser, som disse elever blev defineret i forhold til i perioden 1930-1945. Der argumenteres gennem Michel Foucaults dispositivbegreb for, at bekymring var et underliggende rationale for skolens problemforståelser og forskelssætninger. Disciplin og begavelse var to gennemgående måder at italesætte pædagogik på, og som sådan fungerede de definerende for, hvornår en bestemt form for adfærd blev opfattet som problematisk. I artiklens afsluttende perspektivering relateres kort til tilsvarende nutidige problemforståelser og de to perioders logikker stilles op i forhold til hinanden.